På hyttetur med Burkinagruppen.
Det er fredag d. 9/9 2011, klokken er 16 og udenfor kontoret venter familien på at køre mod Kalundborg.
På bagsædet sidder den utålmodige 4-årige, som ikke kan forstå, hvorfor vi dog skal holde i kø – skal alle de andre også på hyttetur, mor?
Og nej, selvom Burkinagruppen er vokset støt og roligt det seneste år, så skal de nok næppe alle sammen med på årets hyttetur ;-).
En times tid senere ringer den første deltager: ’Vi er ankommet til Kalundborg – hvor er I?’ og bare rolig vi er skam på vej. Imens tikker sms’erne ind fra vores deltagere fra Jylland, trafikken driller, kan vi udskyde aftensmaden til 18:30.
Ca. kl. 18:00 triller vi endelig ind foran vandrehjemmet i Kalundborg – den 4-årige på bagsædet kan ikke komme hurtigt nok ud af bilen, da han opdager, Nadia som står og venter, og Felix som samtidig med os triller ind på parkeringspladsen, endelig er vi her – og de var her jo også ’mine brune venner’ – dejligt!
Det bliver hurtigt tid til aftensmaden, 5 familier er vi på dette tidspunkt – de voksne snakker, ungerne hygger og legepladsen afprøves.
Senere puttes ungerne, snakken fortsætter over kaffe og kage og senere på aftenen dukker den sidste familie, som har valgt den fulde hytteturs pakke op.
Omkring midnat går undertegnede i seng efter en dejlig aften og med forventningen om endnu en dejlig dag i morgen.
Det er lørdag morgen, vejret ser lovende ud, selvom det stadig er overskyet. Morgenmaden indtages i ro og mag med de øvrige 5 familier – men pludselig ringer telefonen.
En familie må melde forfald til dagens program grundet sygdom. Øv.. jeg lover at undersøge, om der er chance for at mødes med Kalifa senere på ugen.
De næste par timer går med leg, snak og forberedelse til dagens program samt løbende modtagelse af de 8 familier, som har valgt at ankomme lørdag formiddag. I løbet af formiddagen dukker både kendte og nye ansigter op.
Ved 10:30 tiden dukker weekendens hovedattraktion op; den burkinske delegation – for alle os der har hjemtaget børn siden formidlingen startede igen i 2007, er det først og fremmest et glædeligt gensyn med Kalifa – selv er jeg positivt overrasket over, at Kalifa her snart 31/2 år efter vores henterejse stadig kan huske, at jeg er mor til ’Wendso’, og at han har helt styr på, hvem der er hvem af alle vores dejlige børn.
Lidt senere dukker også vores afrikanske danser op og resten af formiddagen går med dans og højt humør. Ikke alle har lige godt styr på rytmer, trin osv. – men alle går til opgaven med højt humør og entusiasme.
Da vi har danset af, får børnene lov at prøve den store tromme. Imens rettes frokosten an og snart sidder vi bænket på den hyggelige terrasse, hvor snakken igen går om stort og småt, mens ungerne leger omkring os. I dag er det blandt andet fodbold der spilles.
Efter frokosten takker vi den burkinske delegation for deres besøg og overrækker dem hver en gave; en soldreven lampe, som falder i så god jord, at de allerede har afgivet bestilling på flere eksemplarer.
Rico, som fylder 40 dagen efter, disker op med en lækker kagemand.
I løbet af dans og frokost er solen dukket op, og da vi har sagt farvel for denne gang og på forhåbentlig snarligt gensyn til vores burkinske gæster, bliver vi enige om at gå en tur ned til vandet.
På turen ned mod vandet får jeg en hyggelig snak med en af foreningens nye medlemmer, som for ikke så længe siden er kommet på ventelisten, og atter en gang bliver jeg mindet om den ikke altid så direkte og lette vej til vores børn, og jeg fyldes med taknemlighed over, at det for os der er til stede denne weekend heldigvis lykkes til sidst.
Et par timer går med at soppe, fange krabber, lege i sandet, nyde solen osv., inden det bliver tid til at vende snuden hjemad mod vandrehjemmet. De fleste tager den direkte vej, men enkelte må lige en tur gennem byen, hvor de bland andet ’deltager’ i et bryllup, samt lærer lidt om geocaching. En kommende biologisk storebror må lige af med sin glæde over, at de der burkinske børn altså bare er skide sjove at lege med ;-)
Tilbage på vandrehjemmet har mange brug for lige at slappe lidt af inden aftensmaden, selv får jeg et meget fornøjeligt spil Uno med nogle af de andre voksne. Faktisk bliver vi så bidt af spillet, at vi må kaldes til orden, da aftensmaden venter kl. 18.
Aftensmaden indtages igen under hyggelig snak, hvor mange emner bliver vendt – både om adoption, det forestående valg og andet stort og småt. Efter aftensmaden leger ungerne af på legepladsen inden det bliver sengetid for de mindste. Vi laver en fælles ’putning’, og de fleste sover hurtigt efter en dejlig og begivenhedsrig dag.
De voksne slutter dagen af med endnu en omgang kaffe, kage, snak. Selv benytter jeg lejligheden til bland andet at få en hyggelig snak med endnu et par af vores nye medlemmer og får blandt andet en genopfriskning af, hvordan det er at stå på venteliste, og hvordan det hele pludselig kan blive ganske overvældende, når der pludselig kommer levende billeder på det, der venter derude i den ikke alt for fjerne fremtid.
Jeg slutter aftenen af med en sludder over opvasken inden jeg træt dejser i seng, som den vist nok sidste, lidt over midnat.
Søndag morgen vågner vi med et brag, da den 4-årige kommer i karambolage med sengehesten. Men nu vi er vågne, kan vi jo lige så godt komme op og i gang. Vi går tidligt ned til morgenmaden, på vejen møder vi Olivia, hvis ’kedelige’ forældre og lillebror sover endnu – men det er kun heldigt for os, da vi så får en hyggelig snak med Olivia over morgenmaden.
Efterhånden dukker de fleste dog mere eller mindre udhvilede op.
Efter morgenmaden er det tid til opbrud. Alle giver udtryk for, at de har haft en hyggelig weekend.
Tilbage er nu kun at sige ’Tak til alle de deltagende, nye som gamle, for at gøre denne weekend til en af dem, man husker’. Vi arbejder nu på at finde et sted til næste års hyttetur, hvor vi håber på et endnu større fremmøde.
På turen hjem spørger jeg banditten på bagsædet, om han har haft en god weekend, og ja mor det har jeg, og næsten alle børnene var brune ligesom mig. Hvornår skal jeg lege med dem igen?
Dagen efter hytteturen får to familier på ventelisten barn i forslag, vi håber, at der snart er flere på vej!
Se flere billeder her:
Vi har modtaget følgende hilsen fra Jette Würtz fra A-C Børnehjælp
Kære Alle familier i BF-landegruppen!
Allerførst vil jeg gerne sige jer tusinde tak for en helt særlig modtagelse af vores delegation under jeres hyggelige weekendtræf i Kalundborg. Hvor var det skønt at se all børn og forældre – og sikken et vejr, vi var heldige at have. Det var stort – og sikken en stemning! Helt ubeskrivelig.
Vores delegation er nu på vej hjem igen – og Kalifa nyder et par fridage blandt venner i Danmark, hvorefter han også vender tilbage til Ouga.
Endnu en gang – tusinde tak for alt!
Mvh
Jette Würtz
Det er fredag d. 9/9 2011, klokken er 16 og udenfor kontoret venter familien på at køre mod Kalundborg.
På bagsædet sidder den utålmodige 4-årige, som ikke kan forstå, hvorfor vi dog skal holde i kø – skal alle de andre også på hyttetur, mor?
Og nej, selvom Burkinagruppen er vokset støt og roligt det seneste år, så skal de nok næppe alle sammen med på årets hyttetur ;-).
En times tid senere ringer den første deltager: ’Vi er ankommet til Kalundborg – hvor er I?’ og bare rolig vi er skam på vej. Imens tikker sms’erne ind fra vores deltagere fra Jylland, trafikken driller, kan vi udskyde aftensmaden til 18:30.
Ca. kl. 18:00 triller vi endelig ind foran vandrehjemmet i Kalundborg – den 4-årige på bagsædet kan ikke komme hurtigt nok ud af bilen, da han opdager, Nadia som står og venter, og Felix som samtidig med os triller ind på parkeringspladsen, endelig er vi her – og de var her jo også ’mine brune venner’ – dejligt!
Det bliver hurtigt tid til aftensmaden, 5 familier er vi på dette tidspunkt – de voksne snakker, ungerne hygger og legepladsen afprøves.
Senere puttes ungerne, snakken fortsætter over kaffe og kage og senere på aftenen dukker den sidste familie, som har valgt den fulde hytteturs pakke op.
Omkring midnat går undertegnede i seng efter en dejlig aften og med forventningen om endnu en dejlig dag i morgen.
Det er lørdag morgen, vejret ser lovende ud, selvom det stadig er overskyet. Morgenmaden indtages i ro og mag med de øvrige 5 familier – men pludselig ringer telefonen.
En familie må melde forfald til dagens program grundet sygdom. Øv.. jeg lover at undersøge, om der er chance for at mødes med Kalifa senere på ugen.
De næste par timer går med leg, snak og forberedelse til dagens program samt løbende modtagelse af de 8 familier, som har valgt at ankomme lørdag formiddag. I løbet af formiddagen dukker både kendte og nye ansigter op.
Ved 10:30 tiden dukker weekendens hovedattraktion op; den burkinske delegation – for alle os der har hjemtaget børn siden formidlingen startede igen i 2007, er det først og fremmest et glædeligt gensyn med Kalifa – selv er jeg positivt overrasket over, at Kalifa her snart 31/2 år efter vores henterejse stadig kan huske, at jeg er mor til ’Wendso’, og at han har helt styr på, hvem der er hvem af alle vores dejlige børn.
Lidt senere dukker også vores afrikanske danser op og resten af formiddagen går med dans og højt humør. Ikke alle har lige godt styr på rytmer, trin osv. – men alle går til opgaven med højt humør og entusiasme.
Da vi har danset af, får børnene lov at prøve den store tromme. Imens rettes frokosten an og snart sidder vi bænket på den hyggelige terrasse, hvor snakken igen går om stort og småt, mens ungerne leger omkring os. I dag er det blandt andet fodbold der spilles.
Efter frokosten takker vi den burkinske delegation for deres besøg og overrækker dem hver en gave; en soldreven lampe, som falder i så god jord, at de allerede har afgivet bestilling på flere eksemplarer.
Rico, som fylder 40 dagen efter, disker op med en lækker kagemand.
I løbet af dans og frokost er solen dukket op, og da vi har sagt farvel for denne gang og på forhåbentlig snarligt gensyn til vores burkinske gæster, bliver vi enige om at gå en tur ned til vandet.
På turen ned mod vandet får jeg en hyggelig snak med en af foreningens nye medlemmer, som for ikke så længe siden er kommet på ventelisten, og atter en gang bliver jeg mindet om den ikke altid så direkte og lette vej til vores børn, og jeg fyldes med taknemlighed over, at det for os der er til stede denne weekend heldigvis lykkes til sidst.
Et par timer går med at soppe, fange krabber, lege i sandet, nyde solen osv., inden det bliver tid til at vende snuden hjemad mod vandrehjemmet. De fleste tager den direkte vej, men enkelte må lige en tur gennem byen, hvor de bland andet ’deltager’ i et bryllup, samt lærer lidt om geocaching. En kommende biologisk storebror må lige af med sin glæde over, at de der burkinske børn altså bare er skide sjove at lege med ;-)
Tilbage på vandrehjemmet har mange brug for lige at slappe lidt af inden aftensmaden, selv får jeg et meget fornøjeligt spil Uno med nogle af de andre voksne. Faktisk bliver vi så bidt af spillet, at vi må kaldes til orden, da aftensmaden venter kl. 18.
Aftensmaden indtages igen under hyggelig snak, hvor mange emner bliver vendt – både om adoption, det forestående valg og andet stort og småt. Efter aftensmaden leger ungerne af på legepladsen inden det bliver sengetid for de mindste. Vi laver en fælles ’putning’, og de fleste sover hurtigt efter en dejlig og begivenhedsrig dag.
De voksne slutter dagen af med endnu en omgang kaffe, kage, snak. Selv benytter jeg lejligheden til bland andet at få en hyggelig snak med endnu et par af vores nye medlemmer og får blandt andet en genopfriskning af, hvordan det er at stå på venteliste, og hvordan det hele pludselig kan blive ganske overvældende, når der pludselig kommer levende billeder på det, der venter derude i den ikke alt for fjerne fremtid.
Jeg slutter aftenen af med en sludder over opvasken inden jeg træt dejser i seng, som den vist nok sidste, lidt over midnat.
Søndag morgen vågner vi med et brag, da den 4-årige kommer i karambolage med sengehesten. Men nu vi er vågne, kan vi jo lige så godt komme op og i gang. Vi går tidligt ned til morgenmaden, på vejen møder vi Olivia, hvis ’kedelige’ forældre og lillebror sover endnu – men det er kun heldigt for os, da vi så får en hyggelig snak med Olivia over morgenmaden.
Efterhånden dukker de fleste dog mere eller mindre udhvilede op.
Efter morgenmaden er det tid til opbrud. Alle giver udtryk for, at de har haft en hyggelig weekend.
Tilbage er nu kun at sige ’Tak til alle de deltagende, nye som gamle, for at gøre denne weekend til en af dem, man husker’. Vi arbejder nu på at finde et sted til næste års hyttetur, hvor vi håber på et endnu større fremmøde.
På turen hjem spørger jeg banditten på bagsædet, om han har haft en god weekend, og ja mor det har jeg, og næsten alle børnene var brune ligesom mig. Hvornår skal jeg lege med dem igen?
Dagen efter hytteturen får to familier på ventelisten barn i forslag, vi håber, at der snart er flere på vej!
Se flere billeder her:
Vi har modtaget følgende hilsen fra Jette Würtz fra A-C Børnehjælp
Kære Alle familier i BF-landegruppen!
Allerførst vil jeg gerne sige jer tusinde tak for en helt særlig modtagelse af vores delegation under jeres hyggelige weekendtræf i Kalundborg. Hvor var det skønt at se all børn og forældre – og sikken et vejr, vi var heldige at have. Det var stort – og sikken en stemning! Helt ubeskrivelig.
Vores delegation er nu på vej hjem igen – og Kalifa nyder et par fridage blandt venner i Danmark, hvorefter han også vender tilbage til Ouga.
Endnu en gang – tusinde tak for alt!
Mvh
Jette Würtz
Copyright burkinagruppen. Hjemmeside installatør, reperatør og umuliggør: Sørensen klik her for at maile
